Fodboldrejser til Juventus FC

Fodboldrejser til Juventus med fly, hotel og kampbillet fra kr

Sammenlign priser fra 8 rejsebureauer
Sammenlign priser fra 8 rejsebureauer
Priser opdateres hvert minut
Komplet overblik over fodboldrejser

Sammenlign priser på fodboldrejser til Juventus FC i 2024/2025

Ingen kampe pt.

Fodboldrejser til Juventus FC i 2024/2025

Opdateret: d. 26. marts 2025.
Forfatter: Claus Bermann: Fodboldfan gennem mere end 30 år, som har budt på fodbold i 16 lande og på i alt 95 forskellige stadions.
Juventus FC, også kaldet “La Vecchia Signora” (Den gamle dame) eller “Juve” blev grundlagt i 1. november 1897. Hjemmebanen Juventus Stadium med plads til 41.500 tilskuere blev indviet i 2011 og erstattede det gamle Stadio Delle Alpi. Juventus er Italiens mest vindende fodboldklub med pt. 36 italienske mesterskaber (senest i 2020) og 15 Coppa Italia-titler (senest i 2024). Juventus har vundet Champions League to gange i henholdvis 1985 og 1996.

I denne guide finder du fodboldrejser til Juventus FC.

Officielle Juventus-links

Billetsalg: juventus.com/tickets
Medlemskab: membership.juventus.com
Shop: store.juventus.com
Museum og Tour: juventus.com/museum-tour

Fodboldrejser til Juventus i 2024/2025

Juventus FC er en af de mest succesrige fodboldklubber i Europa med 36 officielle Serie A-titler, ni Coppa Italia-titler og to Champions League-triumfer. Klubben har spillet en afgørende rolle i italiensk fodboldhistorie og har været hjemsted for nogle af sportens største profiler, herunder Alessandro Del Piero, Gianluigi Buffon og Michel Platini.

Juventus spiller sine hjemmekampe på Juventus Stadium (pt. med sponsornavnet Allianz Stadium) – et moderne stadion med plads til 41.507 tilskuere. I modsætning til mange andre italienske stadions, så er der ikke nogen løbebane rundt om banen på Juventus Stadium. Det er nemlig udelukkende designet til fodbold. Den korte afstand mellem fans og spillere giver en mere kompakt og intens atmosfære under kampene.

Stemningen på Juventus Stadium er dog anderledes end på mange andre italienske stadions, hvor ultras ofte dominerer tribunerne. Juventus har haft et anstrengt forhold til mange af sine egne ultras, særligt de grupper, der har haft base på Curva Sud, som traditionelt har været hjemsted for de mest passionerede fans.

Der har været flere episoder med udelukkelse af bestemte fangrupper fra stadion på grund af uroligheder eller billetsvindel. Dette har svækket den organiserede stemning i forhold til tidligere, men atmosfæren på Juventus Stadium er stadig markant bedre end på det gamle Stadio delle Alpi, hvor afstanden mellem tribunerne og banen gjorde det svært at skabe en intens oplevelse.

Før alle Juventus’ hjemmekampe afspilles klubsangen “Storia di un grande amore” på stadion, oplev stemningen i videoen herunder:

De største Juventus-kampe

Blandt klubbens vigtigste opgør er Derby della Mole mod bysbørnene Torino FC og Derby d’Italia mod Inter. Sidstnævnte, en af de mest prestigefyldte kampe i Italien, har historisk set haft stor betydning for mesterskabskampen og er ofte præget af kontroverser og stor medieopmærksomhed.

Når du tager på fodboldrejse til Italien, vil du hurtigt opdage, at fodbold i Italien er mere end blot en sport. Det betyder alt for mange mennesker og Torino er ingen undtagelse. Byen er hjemsted for en stolt fodboldtradition, som er dybt forankret i indbyggernes identitet.

En kampdag er derfor en oplevelse, der strækker sig langt ud over de 90 minutter på banen. Fra de livlige barer i byens centrum, hvor fans samles før kampen, til den intense atmosfære på Juventus Stadium – vil du hurtigt opdage, hvorfor en fodboldrejse til Juventus er en oplevelse, der ikke ligner nogen anden.

Sammenlign priser fra rejsebureauer på fodboldrejser til Juventus

Juventus-billetter i 2024/2025

Hvis du vil opleve Juventus spille på Juventus Stadium, er det vigtigt at kende til billetsystemet og de forskellige muligheder for at skaffe billetter. Juventus tilbyder en struktureret salgsproces, hvor medlemmer får adgang før det offentlige salg, og billetpriserne og tilgængeligheden varierer markant afhængigt af modstander.

Til kampe mod mindre hold i Serie A er det ofte muligt at finde billetter i det offentlige salg, mens opgør mod rivaler som Inter, Milan og Napoli samt Champions League-kampe hurtigt bliver udsolgt. Juventus har også et officielt videresalgssystem, hvor sæsonkortholdere kan sælge deres billetter.

Den sikreste og mest pålidelige måde at købe billetter til en Juventus-kamp er via klubbens officielle hjemmeside: Her finder du billetter til alle hjemmekampene i Serie A, Champions League, Coppa Italia, samt eventuelle venskabskampe. Køb billetter her:

Juventus billetsalg: juventus.com/tickets

I de næste afsnit gennemgår vi hvornår billetter bliver frigivet, fordelene ved medlemskab, billetpriser og vigtige råd til køb af billetter fra sikre kilder.

Billetpriser

Billetpriser til Juventus’ hjemmekampe på Juventus Stadium varierer afhængigt af flere faktorer. Generelt er billetter til Serie A-kampe mod mindre hold markant billigere end topkampe og Champions League-opgør.

Prisniveauer for Serie A-kampe

Billetpriserne for Juventus’ Serie A-kampe er opdelt i forskellige kategorier afhængigt af modstanderen:

Kategori C: Kampe mod mindre hold (f.eks. Empoli, Frosinone, Cagliari)
Billigste billetter (kurverne): €30-40
Centrale langsidepladser: €80-120

Kategori B: Kampe mod midterhold (f.eks. Lazio, Fiorentina, Atalanta)
Billigste billetter: €40-60
Centrale langsidepladser: €100-150

Kategori A: Topkampe (f.eks. Inter, Milan, Napoli, Derby della Mole mod Torino)
Billigste billetter: €60-90
Centrale langsidepladser: €150-250

Champions League og Coppa Italia

Billetpriserne til Champions League-ligaspilet starter typisk fra €50 for de billigste pladser og kan koste op til €250 for premium-sektioner. Billetter til knockout-kampe kan være væsentligt dyrere. Billetter til Coppa Italia-kampe er generelt billigere end Serie A-kampe, især i de tidlige runder, hvor priser kan starte ved €20-30.

Medlemskab af Juventus

Et medlemskab er ikke et krav for at købe Juventus-billetter, men det øger chancerne markant, især til topkampe. Billetter til kampe mod Inter, Milan, Napoli, Roma og Champions League-opgør bliver ofte udsolgt allerede i medlemsfasen, hvilket betyder, at kun medlemmer får adgang.

For almindelige Serie A-kampe mod mindre hold kan billetter ofte købes i det offentlige salg, men hvis du vil sikre dig en god plads på stadion, kan et medlemskab stadig være en fordel.

Juventus har flere medlemskabsniveauer, der giver forskellige grader af billetprioritet:

J1897

Dette medlemskab har førsteprioritet i billetsalget. Det betyder at J1897-medlemmer får adgang til billetter før alle andre medlemmer. Medlemskabet inkluderer desuden 10% rabat på billetter til topkampe og 20% på alle andre kampbilletter. Koster €189.

Black & White og Stadium

Disse to medlemskaber har andenprioritet i billetsalget (efter J1897-medlemmer). Inkluderer desuden 10% rabat på kampbilletter til almindelige kampe, men ingen rabat på topkampe. Black & White medlemskabet koster €59, mens Stadium koster €45. Medlemskab købes direkte på klubbens officielle hjemmeside. Medlemskabet er gyldigt for én sæson og skal fornyes hvert år. Når du er medlem, får du adgang til eksklusivt billetsalg via Juventus’ billetportal.

Juventus medlemskab: juventus.com/bianconeri

Hvornår starter billetsalget?

Billetter til Juventus’ hjemmekampe bliver typisk frigivet i flere faser afhængigt af modstanderens popularitet, turneringen og ens medlemsstatus hos klubben. Juventus opererer med en struktureret billetsalgsproces, hvor medlemmer har fortrinsret til billetter, før de bliver sat til offentligt salg.

Fase 1: Salg til medlemmer

Billetter til store kampe mod rivaler som Inter, Milan, Napoli og Roma bliver ofte udsolgt i denne fase, hvilket gør et medlemskab essentielt for at sikre en billet.

Fase 2: Offentligt salg

Hvis der stadig er billetter til rådighed efter medlemskabsfasen, sættes de til offentligt salg. Typisk sker dette omkring 2-4 uger før kampdagen, afhængigt af modstanderen og billettilgængeligheden. Til kampe mod mindre hold i Serie A er det ofte muligt at købe billetter i denne fase, mens topkampene som regel er udsolgt inden det offentlige salg.

Face 3: Officielt videresalgssystem

Juventus har et officielt videresalgssystem via sin hjemmeside, hvor sæsonkortholdere kan sælge deres billetter lovligt til andre sæsonkortholdere og medlemmer af klubben, indtil 48 timer inden kampstart. Endnu en god grund til at købe medlemskab til Juventus, hvis du ønsker at skaffe Juventus-billetter på egen hånd.

Undgå uautoriserede sælgere

Når du køber billetter til en Juventus-kamp, er det vigtigt at være opmærksom på, hvor du køber dem. Der har været flere tilfælde af falske billetter og overpriser på uautoriserede markedspladser, især ved store kampe mod hold som Inter, Milan og i Champions League. Juventus har et officielt billetsystem, og det anbefales altid at købe billetter gennem deres autoriserede salg for at undgå svindel.

For at sikre dig ægte billetter bør du kun købe fra:

  • Juventus’ officielle hjemmeside
  • Juventus’ officielle videresalgssystem, hvor sæsonkortholdere kan videresælge deres billetter
  • Et autoriseret dansk rejsebureau
Hvad sker der, hvis du har en falsk billet?

Juventus har strenge adgangskontroller ved Juventus Stadium. Hvis din billet er ugyldig eller en kopi, bliver du nægtet adgang, og der er ingen mulighed for refundering. Klubben anbefaler, at fans kun bruger officielle kanaler for at undgå skuffelser på kampdagen.

For at sikre en problemfri kampoplevelse bør du altid købe dine billetter via de officielle salgskanaler. Hvis billetterne er udsolgt, kan du bruge Juventus’ officielle videresalgssystem eller købe din fodboldrejse til Juventus gennem et autoriseret dansk rejsebureau. Alle vores partnere på denne side, er godkendt til at sælge officielle Juventus-billetter.

Fra Danmark til Torino

At rejse fra Danmark til Torino for at se Juventus i aktion kræver en smule planlægning, da der ikke er direkte flyruter fra danske lufthavne til Torino Airport (Aeroporto di Torino-Caselle). De mest praktiske rejsemuligheder indebærer ofte en mellemlanding eller alternativt at flyve til Milano (især Milano Malpensa lufthavnen er praktisk god for at komme videre til Torino).

Flyforbindelser fra Danmark til Torino

Der er ingen direkte fly fra København, Billund eller Aalborg til Torino, men du kan flyve med en enkelt mellemlanding fra de fleste danske lufthavne via:

  • Lufthansa (via Frankfurt eller München)
  • KLM (via Amsterdam)
  • Air France (via Paris)

Alternativt kan du flyve til Milano Malpensa eller Milano Linate, som har flere direkte forbindelser fra København og Billund med selskaber som SAS, Ryanair og easyJet. Fra Milano er der gode transportmuligheder videre til Torino.

Fra Torino Lufthavn til byens centrum

Hvis du ankommer til Torino Airport, er der flere måder at komme ind til byen:

Tog: Der går et tog fra lufthavnen til Torino Dora Station ca. hver halve time. Turen tager cirka 20 minutter.
Bus: Sadem-bussen kører fra lufthavnen til Porta Susa og Porta Nuova stationerne i Torino. Rejsetid ca. 45 minutter.
Taxi: En taxatur til centrum koster omkring 30-35 euro og tager cirka 30 minutter afhængigt af trafikken.

Fra Milano til Torino

Mange danske Juventus-fans vælger at flyve til Milano og derfra tage toget til Torino:

Højhastighedstog (Frecciarossa eller Italo): Rejsetid ca. 50 minutter fra Milano Centrale til Torino Porta Nuova eller Porta Susa.
Regionaltog: Billigere, men tager cirka 1 time og 45 minutter.
Bus: FlixBus og andre selskaber tilbyder busser fra Milano til Torino med en rejsetid på 1,5-2 timer.

For dem, der lejer bil, tager køreturen fra Milano Malpensa til Torino omkring 1,5 time via motorvejen A4.

Mere om rejsen til Torino: turismotorino.org/getting-here

Områder i Torino

Torino har et bredt udvalg af overnatningsmuligheder, men når du skal se Juventus, er det vigtigt at vælge et område, der giver let adgang til Juventus Stadium og samtidig en god base for at opleve byen. Her er de bedste områder at bo i afhængigt af budget og præferencer.

Centrum af Torino (Porta Nuova & Porta Susa)

Torinos centrum er et oplagt valg, hvis du ønsker at kombinere fodbold med byens øvrige kulturtilbud. Områderne omkring Porta Nuova og Porta Susa – byens to største togstationer – er blandt de mest bekvemme at bo i for tilrejsende, der ankommer med tog eller kommer fra lufthavnen via bus eller taxi. Herfra er der også nem adgang til offentlig transport mod Juventus Stadium.

Centrum byder på et rigt udvalg af restauranter, barer, caféer og shoppinggader. Du har gåafstand til Torinos mest kendte seværdigheder som Mole Antonelliana, Piazza Castello og Egyptisk Museum, og om aftenen er der masser af muligheder for at opleve den lokale madkultur eller tage en aperitivo på en af de mange pladser.

Afstanden fra centrum til Juventus Stadium er ca. 7 kilometer, og det tager omkring 30 minutter med bus eller taxa. På kampdage kan trafikforholdene være uforudsigelige, så det er en god idé at tage af sted i god tid. Buslinjerne 72 og 72B forbinder Porta Susa direkte med stadionområdet.
At bo i centrum er særligt oplagt, hvis du planlægger at tilbringe flere dage i Torino og ønsker mere end bare kampen. Du får fuld adgang til byens puls, samtidig med at transportforbindelserne til stadion gør det nemt at komme frem og tilbage på kampdagen.

Området omkring Juventus Stadium

Hvis din primære motivation for rejsen er at se Juventus spille, kan det være en fordel at bo i området omkring Juventus Stadium. Stadionet ligger i den nordlige del af Torino, i bydelen Vallette, tæt på Venaria Reale og Borgo Vittoria. Selvom området ikke har samme kulturelle udbud som byens centrum, er det funktionelt og praktisk – især på kampdage.

Fordelen ved at bo tæt på stadion er, at du undgår kampdagstrafik og fyldte busser. Du har mulighed for at gå til og fra kampen, hvilket især er en fordel ved sene kickoff-tidspunkter eller hvis du vil undgå at stå i kø til offentlig transport efter kampen.

Området er primært boligpræget og mere stille end centrale Torino. Der findes enkelte restauranter og barer i nærheden, men udbuddet er begrænset sammenlignet med bymidten. Det kan dog være et godt valg for rejsende, der ønsker en roligere base og nem adgang til stadion.

Det er værd at bemærke, at hoteludvalget i dette område er mere begrænset. Hvis du vælger at bo her, bør du reservere i god tid – især hvis Juventus spiller mod en stor modstander, eller hvis der er europæisk kamp i byen.

At bo tæt på Juventus Stadium er ideelt for fans, der ønsker en effektiv og stadionfokuseret fodboldrejse, uden nødvendigvis at skulle bruge tid på sightseeing eller byliv.

San Salvario

San Salvario er et af Torinos mest livlige og atmosfærefyldte kvarterer og et oplagt valg, hvis du ønsker at kombinere fodboldoplevelsen med byens gastronomi og natteliv. Området ligger syd for centrum, tæt på Porta Nuova-stationen, og er kendt for sin mangfoldighed, kreative energi og tætte koncentration af barer, restauranter og caféer.

Kvarteret tiltrækker både lokale og rejsende, og især om aftenen summer området af liv. Her finder du alt fra traditionelle piemontesiske trattoriaer til moderne vinbarer og street food. Det gør San Salvario særligt attraktivt for fodboldfans, der ønsker at gøre kampdagen til en heldagsoplevelse med mad og drikke før eller efter kampen.

Transportmæssigt er området godt forbundet. Fra Porta Nuova kan du tage bus 72 eller 72B direkte mod Juventus Stadium, og turen tager cirka 30-35 minutter afhængigt af trafik.

San Salvario er et godt valg, hvis du ønsker at bo et sted med karakter og autentisk byliv, uden at være alt for langt væk fra stadion. Det er ideelt for fodboldrejsende, der gerne vil opleve mere end bare kampen – og som værdsætter et kvarter med masser af atmosfære.

Crocetta

Crocetta er et af Torinos mest velhavende og rolige kvarterer og egner sig godt til fodboldrejsende, der prioriterer komfort og et afslappet ophold. Området ligger sydvest for byens centrum og er kendt for sine brede, grønne boulevarder, elegante bygninger og et generelt lavere støjniveau end andre dele af byen.

Selvom Crocetta ikke har det samme natteliv som San Salvario eller det samme turistudbud som centrum, er det et velfungerende og trygt område med gode restauranter, caféer og små lokale markeder. Her finder man en mere lokal og afdæmpet atmosfære, hvilket især appellerer til rejsende, der ønsker ro og orden omkring deres ophold.

Transportmæssigt er Crocetta godt forbundet til resten af byen. Der er kort afstand til både Porta Nuova og Porta Susa, hvorfra du nemt kan tage bus 72/72B til Juventus Stadium. Den samlede rejsetid til stadion ligger typisk på omkring 30-40 minutter, afhængigt af præcis placering og trafik.

Crocetta er særligt velegnet til fodboldrejsende, der kombinerer kampen med et par dages afslapning i Torino, og som foretrækker et roligere område med høj komfort og god tilgængelighed.

Mere om områder i Torino: turismotorino.org/en

Juventus Stadium

Juventus Stadium, også kendt som Allianz Stadium, er Juventus’ hjemmebane og et af de mest moderne stadions i Italien. Stadionet åbnede i 2011 og har en kapacitet på 41.507 tilskuere. Det erstattede det tidligere Stadio delle Alpi, som ofte blev kritiseret for sin dårlige stemning og store afstand mellem tilskuerpladserne og banen. Med Juventus Stadium fik Juventus sin egen hjemmebane, som de selv ejer – en sjældenhed i italiensk fodbold, hvor de fleste klubber spiller på kommunalt ejede stadions.

Stadion er designet med fokus på at give tilskuerne en intim oplevelse, hvor de sidder tæt på banen. Afstanden fra den forreste række til sidelinjen er kun 7,5 meter, hvilket skaber en mere intens atmosfære. Stadionet er også miljøvenligt og bygget på fundamentet af det gamle Stadio delle Alpi, hvilket har reduceret byggeomkostninger og miljøpåvirkning.

På Juventus Stadium finder du iøvrigt også Juventus Museum – et interaktivt museum, der fortæller hele klubbens historie gennem trofæer, trøjer og multimedieinstallationer, samt Juventus Megastore – klubbens officielle butik, hvor du kan købe trøjer, souvenirs og eksklusivt merchandise.

Juventus Museum: juventus.com/juventus-museum

Juventus Stadium er kendt for at være et af de mest moderne, men samtidig mindst kaotiske, stadions i Italien. Juventus’ mest dedikerede fans holder til på Curva Sud, men stadionets stemning har varieret de seneste år på grund af et anstrengt forhold mellem klubben og nogle af ultras-grupperne. På trods af dette er oplevelsen langt bedre end på det gamle Stadio delle Alpi, hvor den store afstand til banen ofte førte til en flad atmosfære.

Transport til Juventus Stadium

Juventus Stadium ligger i det nordlige Torino, ca. 7 km fra byens centrum. Da der ikke er en metrostation tæt på stadion, er de bedste transportmuligheder:

Bus: Linie 72 og 72B kører fra Porta Susa station direkte til stadion. Linie 62 er et alternativ fra andre dele af byen.
Taxa: En taxa fra centrum til stadion koster omkring 20-30 euro og tager ca. 20 minutter afhængigt af trafikken.
Bil: Der er parkeringsmuligheder omkring stadion, men det anbefales at reservere en plads på forhånd på kampdage, da området hurtigt bliver fyldt op. Reservér plads her: parking.juventus.com

På kampdage åbner stadion typisk to timer før kickoff. Det anbefales at ankomme i god tid for at undgå lange køer ved indgangen.

Juventus Stadium: juventus.com/allianz-stadium

Juventus FC’s historie

Juventus Football Club blev grundlagt den 1. november 1897 af en gruppe unge studerende fra Torino. Klubben blev hurtigt en del af den italienske fodboldscene og vandt sit første italienske mesterskab i 1905. I de tidlige år konkurrerede Juventus primært med Torino FC om herredømmet i byen, men i 1923 begyndte klubben sin rejse mod national dominans. Det skete, da Agnelli-familien, ejerne af FIAT, overtog kontrollen med klubben. En relation, der stadig eksisterer den dag i dag, og som faktisk er det længst uafbrudte ejerskab af en sportsklub i hele verden.

1930-1950’erne:

I 1930’erne cementerede Juventus sig som en af Italiens førende klubber med fem på hinanden følgende Serie A-titler fra 1930 til 1935, anført af stjernespillere som Raimundo Orsi og Giovanni Ferrari. Klubben spillede en central rolle i udviklingen af italiensk fodbold og leverede en stor del af spillerne til det italienske landshold, der vandt VM i 1934 og 1938.

Efter Anden Verdenskrig oplevede Juventus en ny storhedstid i 1950’erne. Under ledelse af træner Jesse Carver og med spillere som Giampiero Boniperti, Omar Sívori og John Charles vandt klubben flere Serie A-titler og blev kendt for sin offensive spillestil.

1970’erne: Europæisk gennembrud

Juventus var en af de første italienske klubber til at tage europæiske turneringer seriøst og spillede sin første europæiske finale i Inter-Cities Fairs Cup i 1965, hvor de tabte til ungarske Ferencváros. Turneringen, der senere blev til UEFA Cuppen (og senere Europa League), markerede begyndelsen på klubbens ambitioner i europæisk fodbold.

I 1970’erne dominerede klubben italiensk fodbold igen under trænerne Armando Picchi og Giovanni Trapattoni. Klubben vandt fem Serie A-titler i perioden og begyndte at etablere sig som en europæisk magtfaktor.

I 1977 vandt Juventus sin første europæiske titel, UEFA Cuppen, da de besejrede Athletic Bilbao over to kampe. Dette Juventus-mandskab havde blandt andet den legendariske målmand Dino Zoff på kassen.

1980’erne: Platini-æraen

1980’erne var præget af storhed og tragedie. Klubben dominerede Serie A og tiltrak verdensstjerner som Michel Platini og Paolo Rossi. Juventus vandt Pokalvindernes Turnering i 1984 og triumferede i Champions League i 1985 med en finalesejr over Liverpool. Sejren blev dog overskygget af Heysel-tragedien, hvor 39 Juventus-fans mistede livet i tribuneuroligheder før kampen.

1990’erne og 2000’erne: Dominans i Serie A

I 1990’erne byggede Juventus videre på sin succes under træner Marcello Lippi. Klubben vandt Champions League i 1996 og nåede finalen yderligere to gange i 1997 og 1998. Spillerprofiler som Alessandro Del Piero, Zinedine Zidane, Edgar Davids og Didier Deschamps gjorde Juventus til en af verdens mest frygtede hold.

2000’erne bød på nye Serie A-triumfer, men også skandaler. I 2006 blev Juventus involveret i Calciopoli-skandalen, hvor klubben blev dømt for at have påvirket dommerudnævnelser. Juventus blev frataget to mesterskaber og tvangsnedrykket til Serie B. På trods af dette lykkedes det klubben at vende hurtigt tilbage til Serie A året efter.

2010’erne: Juventus’ genrejsning

Efter en svær periode i slutningen af 2000’erne rejste Juventus sig i 2010’erne. Med Antonio Conte som træner og senere Massimiliano Allegri etablerede Juventus en uset dominans i Serie A med ni mesterskaber i træk fra 2012 til 2020. Klubben nåede Champions League-finalerne i 2015 og 2017, men tabte begge gange til FC Barcelona og Real Madrid.

Juventus investerede stort i 2018 ved at hente Cristiano Ronaldo fra Real Madrid i håbet om at genvinde Champions League, men projektet fejlede og Ronaldo forlod klubben i 2021.

Nutiden og fremtiden

Juventus har de seneste år gennemgået en overgangsperiode med nye trænere og en økonomisk restrukturering. Klubben kæmper fortsat med at finde tilbage til europæisk topniveau, men har stadig en stærk base med unge talenter og er en af de mest værdifulde klubber i fodboldverdenen.

Med en rig historie fyldt med triumfer, legender og dramatiske øjeblikke er Juventus fortsat en af de mest ikoniske klubber i verden – en klub, der altid har været defineret af ambition og succes.

Juventus FC’s historie: juventus.com/history

Billige Fodboldrejser GDRP logo
Vi bruger cookies

Vi benytter cookies, som er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Derudover benytter vi også cookies til at overvåge og spore indsatsen for vores markedsføring, overvåge brugen af vores hjemmeside og forbedre brugeroplevelsen af vores hjemmeside. Hvis du vil undgå disse cookies, bedes du tage et kig på vores cookiepolitik for at se hvordan du deaktiverer cookies i din browser.

Læs mere her: cookie og privatlivspolitik.